Justitsministeriets udgivelse under titlen ”Strammere greb om våben”, er en sammenfatning af 10 initiativer, som skal sikre tryggere rammer for besiddelse af våben.
Som advokat med speciale i sager om våben gennem en hel del år, kan oplægget ikke undgå at rejse en række spørgsmål, som bør tages med i overvejelserne hos lovgiverne, når initiativer skal udmøntes i lov.
Hvilke våben er der tale om?
Hvis man ser billedet, som er på forsiden, vil den våbenkyndige kunne genkende billedet af 7,62 m.m. patroner i et bånd, som bruges i et maskingevær. Altså et våben, som kun anvendes i forsvaret. Hvis civile har et sådant våben, leder det tankerne hen på ”Blekingegadebanden”, fra 1980’erne. Hvordan tænker justitsministeren at en stramning af reglerne for f.eks. opbevaring af våben i klubber eller hos jægere skal forhindre at forsvarets våben (læs 7,62 m.m. maskingevær) kommer i omløb? Er det her det reelle problem ligger?
Hvornår er det åbenlyst, at en borger ikke bør få våbentilladelse?
I dag er det sådan, at våbentilladelser ofte inddrages administrativt allerede når en borger er sigtet, uanset om borgeren senere frifindes eller sigtelsen frafaldes. D.v.s. at tilladelser og jagttegn inddrages uden dom og alene på mistanken. Dog sker det efter en konkret vurdering og høring af den, som mister sin våbengodkendelse. Borgeres ret til at blive hørt før en afgørelse træffes, er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret.
Ud af de sager jeg har bistået klienter med over de seneste 10 år, vil man se, at praksis allerede er strammet betydeligt, idet tilladelser nu bliver inddraget for forseelser, som ikke ville være blevet det, for 10 år siden. Det fremgår af forarbejderne til våbenloven, at det er våbenrelaterede forseelser, vold, trusler og overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, som skal udløse de administrative sanktioner. I dag inddrages jagttegn og våbentilladelser ved overtrædelse af f.eks. færdselsloven eller ordensbekendtgørelsen. Det fremgår ikke af lovens forarbejder, at det var hensigten.
Årsagen ligger i formuleringen af våbenbekendtgørelsens § 48 om at tilladelser ikke må gives hvis politiet finder det betænkeligt. Selvom loven ikke har ændret sig, har den nedre grænse for, hvornår politiet er betænkelig flyttet sig betydeligt. Lovgiverne bør være opmærksomme på, at ved at bruge formuleringen ”åbenlyst” vil lovgiverne give politiet et værktøj, som vil kunne ”skrues på i praksis”.
Skal borgere med ADHD miste deres jagttegn?
Hvem afgør hvilke personer med hvilke psykiske lidelser ikke skal have f.eks. et jagttegn – Er f.eks. ADHD, PSTD omfattet? Det er det ikke i dag.
Hvis f.eks. en borger ved, at en diagnose vil betyde inddragelse af jagttegn, vil borgeren så være lige så åben om sin diagnose, eller er der risiko for at borgeren undgår at søge læge, hvis det på forhånd vides, at jagttegn bliver inddraget? Hvordan vil en sundhedsfaglig indberetningspligt til myndighederne påvirke fortroligheden mellem læge og patient?
Politiets Administrative Center for våben har hidtil truffet afgørelse ud fra en konkret vurdering af to parametre 1) Psykisk tilstand ud fra lægelig vurdering og 2) Risiko for misbrug af våben. Sager har vist, at det kræver betydelige ressourcer og adgang til specialviden, hvis man kommer ud i en sag om fratagelse af våbenbeføjelser af psykiske årsager. Konkrete sager har vist, at det i realiteten har været borgeren, som har skullet bevise, at han Ikke fejlede noget, fremfor at det er politiet, som skal bevise at han fejlede noget. I forsøg på at løfte den svære bevisbyrde, har borgere henvendt sig til den offentlige psykiatri, men det er meget svært at få en lægelig vurdering indenfor de 4 ugers høringsfrist som gives. I stedet henvender borgere sig til privatpraktiserende speciallæger i psykiatri, hvilket er for egen regning.
Hvis en ordning, som den kendes fra kørekort, skal kunne bruges, bør det være en ordning, som for det første involverer specialister i psykiatri og for det andet bør omkostningen afholdes af det offentlige, hvis der skal være lighed for loven. Psykiske lidelser kan næppe sidestilles med at få foretaget en synsprøve hos lægen, som når man skal have kørekort.
Hvorfor anvendes det nuværende system ikke i forhold til radikaliserede personer?
Hvorledes skal intentionen om at radikaliserede personer ikke skal have adgang til våben, udmøntes i praksis? Hvor stort er problemet? Skal der oprettes et center for registrering af radikaliserede? Hvorfor kan den nuværende ordning ikke anvendes?
I dag er det som hovedregel sådan, at personer, som er registeret i Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center (NEC) i praksis ikke får våbentilladelser. Sager om aktindsigt har vist, at en borger end ikke kan få oplyst, hvad der står i registeret om borgeren. Der har været ført sag om netop dette emne ved den Europæiske Menneskerets Domstol, som kom frem til at en borger har ret til at vide, hvad baggrunden for inddragelse af våbenbeføjelser skyldes. I Danmark har Rigspolitiet i mindst to konkrete sager fastholdt, at der ikke gives borgere aktindsigt. Så vidt vides er det stadig retstilstanden.
Man har i forvejen et potent våben i kampen mod terror, hvorfor ikke bruge det, i stedet for at skulle ud i en afvejning af, hvornår nogen er radikaliserede – eller ej?
Hvorfor skal personer, i botilbud behandles anderledes i forhold til opretholdelsen af våbenbeføjelser?
Hvorfor skal en borger, som bor i – eller sammen med nogen i botilbud behandles anderledes end andre borgere? Skal en kommunal indberetningspligt vedr. personer i botilbud gælde alle, eller kun de, som f.eks. har adgang til våben, uanset årsagen til de befinder sig i botilbuddet. Skal en regel om meldepligt hos kommuner også gælde borgere, som har valgt denne boform fordi de godt kan lide den, uden at der i øvrigt foreligger belastende oplysninger om deres personlige forhold eller helbred?
Det forekommer at være at udsætte en gruppe af mennesker for overvågning og dermed unødvendig forskelsbehandling på grund af den måde de har valgt at bo. Hvis en borger i øvrigt er lovlydig og ikke har gjort noget ulovligt, skal man så frygte for sit jagttegn, blot fordi man bor i kommunalt ejet / administreret / drevet byggeri?
Kan et våben afhændes på 10 dage?
Er det praktisk muligt at afhænde et våben på 10 dage? Svaret er nej – ikke som forholdene er i dag.
Når en borger mister sine våbenbeføjelser, har borgeren i dag 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er truffet, til få det gjort. Ofte bliver våben solgt eller opbevaret hos andre indtil tilladelsen generhverves. Problemet er at det i dag tager 3 – 4 måneder for den, som overtager våbnet, at få behandlet sin ansøgning om våbentilladelse hos politiet. I sager hvor der er risiko for misbrug, har politiet dog hjemmel til at beslaglægge våben.
Hvis våben skal afhændes på 10 dage, bør gives mulighed for en ”fasttrack” ordning i situationer, hvor tilladelser inddrages.
Vil en bøde på 10.000 for forkert opbevaring af våben / ammunition have effekt?
Kan en væsentlig forhøjelse af bødetakster påvirke sagsbehandlingstiden i våbensager ved landets domstole?
Hvis man tager udgangspunkt i eksemplet med maskingeværet fra indledningen, så havde bødens størrelse næppe afholdt ”Blekingegadebanden” fra at opbevare deres våbenlager ulovligt. Det er ikke de kriminelle som rammes. Det er jægerne og sportsskytterne.
Som det er i dag, vil en bøde for overtrædelse af våbenbekendtgørelsens regler om opbevaring som hovedregel føre til, at man mister sin jagttegn / våbentilladelse. Erfaringsmæssigt er det den ”straf” som rammer allerhårdest.
Hvis bøden ikke vedtages frivilligt, har man ret til at få prøvet sin sag ved domstolene, som allerede har forlængede sagsbehandlingstider. F.eks. har jeg i øjeblikket bødesager, som er over 2 år gamle, hvor sagen end ikke er berammet for retten endnu. Min prognose er, at anklagemyndighed og domstole kan se frem til, at borgere ikke frivilligt vedtager en bøde på 10.000, men vil have sagen prøvet i retten, fordi der – som i mange straffesager – kan være formildende omstændigheder, som ønskes vurderet af en dommer. Allerede det forhold, at sagen har ventet længe på at blive behandlet ved retten, betyder i praksis ofte, at bøden nedsættes og så får det ikke den ønskede effekt.
Hvilke andre tiltag kunne lovgiverne ellers overveje?
Våbenloven bør skrives om. I øjeblikket er det et ”kludetæppe” af indsatser mod kriminalitet som den har udviklet sig hen over tid. ”Bandepakker” – ”Knivlov” og nu ”Fields hændelsen”. Der mangler en sondring mellem kriminalitet og ”fodfejl”. Der er i loven for mange uklarheder, som fører til, at almindelige borgere får en hård sanktion, fordi man vil ramme de kriminelle. Mange i (det lovlige) jæger- og skyttemiljø er frustrerede over at de skal rammes af sanktioner, som retter sig mod kriminelle bander. Der efterspørges en bedre proportionalitet i sanktionerne. Det indgår normalt i de fastsættelsen af en sanktion ved domstolene, men da der her er tale om administrative afgørelser med store konsekvenser, bør der i loven angives tydeligere rammer for sanktionernes indhold.
Det klassiske eksempel er jægeren, som har tabt to patroner på gulvet i sin bil, da han var på jagt. Det er ulovlig opbevaring af ammunition. En bøde på 10.000 kr. forekommer u proportionelt. Da daværende justitsminister Søren Pind i sin tid ændrede knivloven, var det netop fordi fejl i proportionaliteten havde ført til, at ellers lovlydige borgere, som havde kniv på sig i forbindelse med transport til- og fra – arbejde blev straffet i henhold til lovgivning som var rettet mod kriminelle bander.
Før loven ændres, bør der nedsættes en ”våbenkommission”, som skal bringe loven på niveau med den tid vi lever i, herunder se på proportionaliteten.
Lovgiverne bør angive tydeligere rammer for det skøn, som udøves i sager om fratagelse af våbenbeføjelser, så det ikke er overladt til forvaltningen selv at udvikle praksis.
Rigspolitiet bør have flere ressourcer til Politiets Administrative Center for Våben, som i dag har for lange sagsbehandlingstider i våbensager.
Sagsbehandlingstiden hos Rigspolitiet i klagesager over afgørelser truffet af Politiets Administrative Center for Våben er i dag 1 år. Den bør nedbringes.
Afgørelser og praksis i våbensager bør fremgå af en årsberetning fra Rigspolitiet, så borgere, foreninger og politikere kan følge med i praksis og konsekvenserne af overtrædelser.