I en straffesag om ulovlig træfældning, er der i november 2021 afsagt dom i en sag om overtrædelse af straffelovens § 191 Stk. 2 – groft hærværk. Udover påstand om betinget fængsel, havde anklagemyndigheden nedlagt påstand om erstatning på 118.000 kr.
Sagens nærmere omstændigheder var, at tiltalte (T) i 2018 havde hyret folk til at fælde nogle bevoksninger for sig. T fortalte, hvor Ts grundstykke var, og hvad der skulle fældes. T gik ud fra, at fældningen foregik inden for eget område, som er et fredet område, hvor der ikke må ske nogen form for indhegning. Grundejerne vidste ikke præcis, hvor skellet gik. Naboen havde dog i 2008 sat nogle træ- pinde op, for at markere sit eget område, men disse kunne ikke længere ses.
Et vidne, som var landinspektør, forklarede til sagen, at han af den forurettede blev tilkaldt umiddelbart efter at fældningen have fundet sted, samt at skel markeres ofte med 80 cm høje jernrør, der kan være gravet ned i jorden.
Der var fældet træer og buske på den forurettedes ejendom. Han fandt skelafmærkning, som hans daværende chef havde afsat 10 år tidligere. Han mente ikke, at der kan have været tvivl om, hvor skellet gik. Allerede i 2008 var begge parter involveret i skelafmærkningen.
Et andet vidne forklarede, at grundejerforeningen har påtaleret omkring naturpleje, beplantning mv. i området og at der må ikke hegnes i skel. Der havde været udfordringer med ulovlig beplantning på den forurettedes grund. Der har været utallige kontakter til forurettede om dette. Forholdet blev meldt til kommunen. Meget få grundejere ved, hvor deres skel går, da der er tale om meget store grunde. Efter vidnets opfattelse, var det et realistisk scenarie, at der er fældet træer, uden man helt præcis ved, om det er sket på egen grund.
Efter vidnets opfattelse ville bestyrelsen for grundejerforeningen ikke kunne godkende den forurettedes ønske om genbeplantning af de fældede træer, da dette strider mod gældende beplantningsregler for området.
Retten lagde i sin dom afgørende vægt på de afgivne forklaringer, herunder særligt forklaringen fra landinspektøren. Spørgsmålet for retten er herefter, om tiltalte havde det fornødne forsæt til at begå̊ hærværk.
Det fremgår af præmisserne i dommen, at tiltalte i hvert fald har indset det som en mulighed, at den iværksatte fældning af træer og buske foregik på Ts grund, og at T accepterede denne mulighed. Derfor henførte retten alene forholdet under straffelovens § 291, stk. 1 og ikke – som påstået af anklagemyndigheden§ 292, Stk. 2, som omhandler groft hærværk. Dette navnlig fordi anklagemyndigheden ikke kunne føre bevis for værdien af de fældede træer.
For så vidt angår kravet om erstatning på 118.000 kr. var der for retten betydelig tvivl knyttet til værdien af hærværket. Der var alene indhentet et tilbud fra en anlægsgartner på genplantning. Det var samtidig oplyst, at det er ulovligt at foretage genplantning, da i hvert fald dele af de fældede træer og buske var i strid med beplantningsreglerne for området. Af de grunde, der er anført om værdien af hærværket, blev erstatningskravet henskudt til civilt søgsmål.
Ved strafudmålingen lagde retten vægt på Ts alder på 81 år og sagens omstændigheder i øvrigt og fastsatte straffen til 6 dagbøder á 625 kr.
Kommentar til dommen:
På trods af at de, som havde udført fældningen ikke var indkaldt til at afgive forklaring under sagen, valgte retten at lægge til grund, at T havde indset det som en mulighed, at den iværksatte fældning af træer og buske foregik på grunden, og at T accepterede denne mulighed.
Der er her tale om laveste forsætsgrad – også benævnt ”dolus eventualis”. Den latinske benævnelse dækker et begreb, som er en juridisk betegnelse for en form for forsæt, hvor gerningsmanden kun anser en følge, eller tilstedeværelsen af et led i en forbrydelse, som mulig eller mindre sandsynlig. I den konkrete sag mente retten således, at T havde indset at fældning af træer på naboens grund var en mulighed, som T valgte af affinde sig med kunne ske.
Det er grad af forsæt, hvor man som forsvarer svært stillet i argumentationen mod anklagemyndighedens bevisførelse, fordi dommens resultat bygger på, hvad retten vurderer der foregik inde i hovedet på den tiltalte. Det er meget svært at gøre på et objektivt grundlag via en konkret bevisførelse. Her valgte retten at lægge til grund, at T havde indset det som en mulighed på trods af, at Ts hjælpere ikke havde kendskab til hvor skellet gik.
For så vidt angår erstatningspåstanden blev den ikke taget til følge. Under sagen blev der procederet på navnlig to forhold: 1) Da den pågældende beplantning var ulovlig, har T ikke lidt noget tab- eller et væsentligt ringere, end påstået og 2) Der blev ikke fremlagt andre beviser fra anklagemyndighedens, end et tilbud fra en anlægsgartner. I sådanne sager ville det være hensigtsmæssigt at bruge et objektivt grundlag for værdifastsættelse af træer i form af ”Værdisætning Af Træer – VAT 19”, som er udarbejdet af en række organisationer i den grønne sektor og er et værktøj til brug for f.eks. retssager.