Det ser ud til at politiet er ved at ændre / alvorligt stramme praksis i forhold til hvilke lovovertrædelser, som kan betyde at samtykke til jagttegn og våbentilladelser inddrages administrativt.
I en sag for nylig havde en jæger i medfør af færdselsloven fået en bøde på 6.500 kr. samt frakendt sit kørekort som følge af indtagelse af 0,0060 mg. Tetrahydrocannabinol (THC). Endvidere havde han på et tidspunkt fået en bøde på 750 kr. for overtrædelse af restaurationsloven for højrøstet adfærd.
Politiets Administrative Center (PAC) for våben traf på denne baggrund afgørelse om at inddrage samtykke til jagttegn. Afgørelsen blev bl.a. begrundet med at omgang med eller forbrug af euforiserende stoffer er uforeneligt med at opnå̊ og bevare politiets samtykke til jagttegn og tilladelse til våben.
Der forelå ingen konkrete oplysninger om at den pågældende jæger skulle have været påvirket under jagt eller i forbindelse skydning eller våbenhåndtering. Ej heller var jægeren blevet tiltalt eller dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Således som afgørelsen må læses, er der tale om en generel betragtning om indtagelse af THCs betydning for opretholdelse af jagttegn.
Hidtidig praksis er – og har ud fra forarbejderne til våbenloven været, at der lægges særlig vægt på, om den pågældende har haft sager om drab, vold, røveri, voldtægt, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, overtrædelse af straffelovens §§ 266 (visse trusler) og 252 (forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed) mv. samt overtrædelser af våbenlovgivningen og lov om euforiserende stoffer, men ikke overtrædelse af særlove f.eks. færdselsloven og restaurationsloven, som tilfældet var i denne sag.
Det er særlig værd at bemærke, at Justitsminister Jens Barfoed i 2010 og senere Justitsminister Nick Hækkerup i 2020 i Folketingets Retsudvalg har afgivet ministersvar, hvoraf fremgår, at det primært er nævnte overtrædelser af straffeloven og lov om euforiserende stoffer, som kan føre til at samtykke til jagttegn nægtes. Ligeledes har Rigspolitichefen udtalt, at i relation til våbenbekendtgørelsens § 48, som giver selve hjemlen for inddragelse af samtykke, samt våbenlovens forarbejder, er i den administrative praksis blevet lagt vægt på oplysninger om andre relevante lovovertrædelser f.eks. overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, er der også̊ blevet lagt vægt på sigtelser, navnlig hvis der er tale om en sigtelse for overtrædelse af straffelovens regler om personfarlig kriminalitet, herunder vold. Endelig er der blevet lagt vægt på oplysninger om tilknytning til rocker- eller bandemiljøet eller oplysninger om psykiske forhold.Men altså ikke overtrædelse af f.eks. færdselsloven og / eller restaurationsloven.
Problemet er, at man samtidig med vedtagelsen af våbenloven, i medfør af våbenbekendtgørelsens § 48, har givet politiet bemyndigelse til at i hvert enkelt tilfælde vurdere om det må anses for ”betænkeligt” om en borger har adgang til våben. Da der ikke fra lovgivers side er givet rammer for dette skøn, er politiet nu i den daglige sagsbehandling gået skridtet videre, ved at inddrage et videre spektrum af lovovertrædelser og generelle betragtninger om, hvornår en adfærd er uforenelig med at have jagttegn. Derved risikerer man at praksis at kommer i modstrid med intentionerne bag loven og dermed retsfølelsen hos den enkelte borger. Retsfølelse betyder i denne sammenhæng, om en given sanktion står i rimeligt forhold til gerningsindholdet.
Ud fra hvad der er oplyst om hensigten bag – og forarbejderne til – våbenloven, er det tvivlsomt om folketinget, da man vedtog loven, havde til hensigt, at jægere skal kunne miste deres jagtegn på grund af en færdselslovsovertrædelse.
Hvis man tager skridtet lidt videre, kan det jo medføre, at man risikerer at miste sit jagttegn, hvis man f.eks. kører bil i spirituspåvirket tilstand, eller på anden måde har udvist uforsvarlig adfærd i trafikken. Det kan jo godt være, at det er der man administrativt ønsker at praksis skal gå hen, men i så fald vil det, af hensyn til borgernes retssikkerhed, være mest korrekt, dersom folketinget, som har vedtaget loven, kommer ind over i form af en lovændring. Så ved alle, hvad de har at rette sig efter på et oplyst grundlag.
Den konkrete afgørelse er påklaget til Rigspolitiet.