Politiet har i en række sager henvendt sig til våbenejere, som på en eller anden måde er kommet i politiets register i anledning af hændelser, som har at gøre med våbenejerens psykiske helbred. Det har bevirket, at politiet er betænkelig ved, at den pågældende har adgang til våben.
Der kan f.eks. være tale om, at den pågældende har fremstået – eller af vidner er blevet beskrevet – som selvmordstruet. Den person det vedrører, er måske ikke enig, men ikke desto mindre kan resultatet blive, at samtykke til jagttegn og / eller våbentilladelser alligevel inddrages administrativt på baggrund af hændelser, som alene er beskrevet af andre, men har fundet vej ind i politiets registre.
Der kan f.eks. være tale om en hændelse, hvor nogen har tilkaldt politiet og i denne forbindelse oplyst, at den pågældende har, eller har haft, psykiske problemer og samtidig har adgang til våben. Der behøver ikke nødvendigvis at foreligge en konkret fare for misbrug af våben. Det er i princippet nok, at politiet er ”betænkelig” ved, at den pågældende har adgang til våben, jf. Våbenbekendtgørelsens § 48.
Hvis man er uenig i politiets formodning om psykisk ustabilitet, er det i princippet ”den anklagede” selv, som skal fremskaffe den fornødne dokumentation for ikke at være det. Som Våbenbekendtgørelsen § 48 er formuleret, så er det ofte i praksis op til den ”tiltalte” at bevise, at vedkommende ikke er ”skyldig”, idet det i princippet er nok, at politiet er ”betænkelig”, for at samtykke til jagttegn kan inddrages. Formuleringen af § 48 giver politiet meget vide rammer for at foretage et skøn.
I dansk strafferetspleje er princippet, at politiet skal føre bevis for at det er hævet over enhver rimelig tvivl, at den tiltalte er skyldig. Men våbenbekendtgørelsens § 48, som den er formuleret i dag, har i praksis ”vendt” bevisbyrden om i denne type sager.
Det er navnlig betænkeligt, at en person som er jæger, eller på anden måde omfattet af våbenbekendtgørelsen, administrativt risikerer at miste sit jagttegn, blot fordi man administrativt – og ikke nødvendigvis ud fra en konkret lægefaglig vurdering, fratager en borger adgangen til at udøve en aktivitet, som kræver adgang til våben. Princippet kendes fra Den Europæiske Menneskerets Konvention (EMRK) Artikel 6 Stk. 2:
Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Når ikke der er tale om en retssag med de retssikkerhedsgarantier, som er forbundet med domstolsprøvelse, kan opstå et stort problem for den enkelte borger, fordi våbenbekendtgørelsen giver så vide beføjelser til forvaltningen.
Det er dog i konkrete sager lykkes for jægere at beholde samtykke til jagttegn. Men ikke uden at føre bevis for, at man f.eks. ikke er til fare for sig selv, eller andre. Bevisførelsen er typisk sket ved at fremlægge indhentet (omfattende) dokumentation for, at der ikke er grundlag for at politiet er ”betænkelig”.