Køb af slankemiddel i strid med vandelskravet i våbenbekendtgørelsen § 48?

I en for nylig afgjort sag havde en jæger havde købt et slankemiddel på internettet. Det han ikke vidste var, at midlet indeholdt et stof, som er klassificeret som dopingmiddel. Sådanne stoffer er omfattet af ”lov om forbud mod visse dopingmidler”, som ikke må forveksles med ”lov om euforiserende stoffer”.

Politiet undlod at rejse tiltale, men gav i stedet et tiltalefrafald, hvilket kan gives af politiet, hvis en lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed. I den konkrete sag lagde politiet vægt på at overtrædelsen ikke kan medføre højere straf end bøde, og at forholdet er mindre alvorligt, ligesom jægeren ikke var straffet tidligere for lignende forhold.

Efterfølgende blev jægeren kontaktet af våbenkontoret, som meddelte, at man påtænkte at inddrage jægerens jagttegn, da han havde overtrådt loven og han havde accepteret et tiltalefrafald, hvori der ligger en erkendelse af ”skyld”.

Der var umiddelbart 3 problemstillinger i denne sag: 1) Er et tiltalefrafald i sig selv at betragte som en sanktion, som udløser inddragelse af samtykke til jagttegn? 2) Kan en overtrædelse af ”lov om forbud mod visse dopingmidler” i henseende til overtrædelser af våbenloven sidestilles med overtrædelser af ”lov om euforiserende stoffer” og 3) Foreligger der grundlag for politiet til at være betænkelige i henhold til våbenbekendtgørelsens § 48 ved at en jæger importerer / spiser slankepiller?

1)I følge formuleringen i retsplejelovens § 722 Stk. 1 nr. 1: Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i tilfælde, 1 )hvor den påsigtede lovovertrædelse efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og forholdet er af ringe strafværdighed……,

er der tale om en lovovertrædelse, som er sket, men af ringe strafværdighed. D.v.s. politiet har ikke skønnet det nødvendigt at rejse tiltale / bødeforlæg. Skal den ringe strafværdighed have en større betydning i forhold til våbenbeføjelser, bør der efter min opfattelse være hjemmel i lov eller praksis.

2) Det fremgår af bemærkningerne til våbenloven og hidtidig praksis, at overtrædelse af ”lov om euforiserende stoffer” kan medføre at våbenbeføjelser / jagttegn inddrages, men der er ikke praksis for at det samme gælder ”lov om forbud mod visse dopingmidler”. I relation til spørgsmål 1) er der således ikke den hjemmel, som kræves.

3) Her skal foretages et skøn. Efter indgivelse af et høringssvar, nåede våbenkontoret, efter en revurdering, frem til en afgørelse om, at henset til formålet med jægerens brug af midlet, samt jægerens gode personlige forhold, sammenholdt med at der ikke efterfølgende, var forhold der belastede jægeren, at man på nuværende tidspunkt ikke fandt det betænkeligt, at jægeren beholdt sine våbentilladelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *