Indenfor det seneste halve år er jeg stødt på en ny administrativ praksis vedr. tilbagekald af jagttegn og våbentilladelser. Denne nye praksis går ud på, at jægere, som ikke er dømt for noget forhold, bliver kontaktet af det administrative center, som påtænker at inddrage samtykke til jagttegn og våbentilladelser, fordi de er sigtet i en sag. I et tilfælde har jeg endog oplevet, at en person oplyste, at han ikke havde været anholdt, sigtet eller afhørt med en sigtets rettigheder, var blevet kontaktet, fordi politiet agtede at inddrage samtykke til jagttegn og våbentilladelser.
Politiets hjemmel for inddragelse af samtykke til jagttegn findes i våbenbekendtgørelsens (VBK) § 48:
Våbentilladelse, samtykke til våbenpåtegning og jagttegn samt andre tilladelser eller godkendelser efter våbenloven og denne bekendtgørelse kan kun gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel, der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.
Som det her fremgår, skal politiet finde det ”betænkeligt” at imødekomme ansøgninger. Det fremgår endvidere af praksis, at med ”betænkeligt” menes, at samtykke til jagttegn som udgangspunkt nægtes, hvis ansøgeren inden for de senere år er dømt for våbenlovsovertrædelser, vold eller lignende forhold, hvor det må antages, at der foreligger begrundet risiko for, at våben vil blive misbrugt.
Problemet er, at der hos en ustraffet person, som ikke er dømt for noget, jo i sagens natur ikke kan foreligge oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.
I dansk retspleje er det således, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Det er et grundlæggende retssikkerhedsprincip, som fremgår af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention artikel 6 stk. 2.
Jeg vil ikke afvise, at der i forbindelse med særlig grove forbrydelser, som involverer brug af skydevåben, på et tidligere tidspunkt bør ske inddragelse af samtykke til jagttegn og våbentilladelser. Dette kan ske ud fra de hensyn, som ligger bag reglen i VBK § 48; Nemlig at begrænse kriminelles og farlige personers afgang til våben. Men i de fleste sager, som jeg er stødt på, har der været tale om jægere, som har været i politiets søgelys vedr. forhold, som – hvis de findes skyldige – maksimum kan udløse en bøde.
Jeg er er af den opfattelse, at alle parter er bedst tjent med, at spørgsmålet om tilbagekaldelse af samtykke til jagttegn og våbentilladelser venter til en dommer har taget stilling i selve straffesagen. Herefter kan det efterfølgende overvejes om der foreligger begrundet risiko for, at våben vil blive misbrugt jf. VBK § 48.
Det ville endvidere være forbundet med ekstra administrativt bøvl og økonomisk tab for den det går ud over, dersom jagttegn og våbentilladelser var blevet inddraget og den tiltalte efterfølgende frifindes.