Undgå ”deadlock” i start up virksomheder– gå jævnligt ejeraftalen igennem.

Når bedste venner bliver til værste – i firmaet. Det er en situation, som advokaten jævnligt møder. Særlig i nyere virksomheder, som efter en hektisk start up, er ved at komme i regelmæssig drift.

Forskellige problemstillinger i dagligdagen, som skal tackles, bringer personlige forskelligheder hos ejerne frem. Hvis disse ikke kan løses, opstår en situation, hvor ejerne må træffe den svære beslutning at skilles. Det kan heldigvis lade sig gøre – i teorien. Men hvad med i praksis?

Her kniber det ofte, fordi ejeraftaler om f.eks. overgang af anparter / aktier i en opsplitning eller ”buy out” ikke tager højde for en konkret situation, som er opstået. Hvorfor? Der er mange grunde. En af dem man ofte ser, at man ikke har fået ejeraftalen ”efterset” siden grundlæggelsen af firmaet. Måske har ejerne selv lavet den efter en skabelon, som var god nok – dengang, men ikke længere.

Kan lovgivningen hjælpe? Et ”uklart” juridisk svar: Ja og Nej!:

Ja fordi der i Selskabsloven er de tekniske regler for opsplitning og overgang af ejerandele samt regler, som skal forhindre misbrug af magt – f.eks. når der er interne stridigheder i ledelsen.

Nej fordi man i dansk lovgivning har valgt ikke at indføre regler, som anviser en konkret vej ud af en ”deadlock”. Derfor koger det i sidste ende ned til, at ejerne selv må løse problemet. Det kan betyde lange, dyre og opslidende retssager, som tærer økonomisk og menneskeligt.

Man skal her tænke på, at de, som efterfølgende ligger i juridisk proces med hinanden, måske er de samme, som for få år siden realiserede deres fælles drøm. Der er ofte tale om, at parterne i en ”deadlock” har / har haft tætte personlige relationer i forbindelse med deres fortid og samtid i firmaet. Måske deres familier også.

Derfor bør ledelsen jævnlig får set ejeraftalen igennem og drøfte om den kan det den skal kunne. Selvfølgelig kan ikke alle situationer forudses, men det er muligt at undgå en masse bøvl, ved at udvise rettidig omhu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *