To ejere, som havde fået eksproprieret deres ejendomme havde anlagt sag ved landsretten mod Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen, med påstand om forhøjelse af den erstatning, som de var blevet tilkendt for ekspropriation af dele af en landbrugsejendom til fordel for opførelse af en prøvestation med vindmøller, og som bl.a. omfattede erstatning for forringede jagtmuligheder på respektive ejeres restejendom under og efter opførelsen af vindmøllerne. Efter indhentelse af sagkyndige erklæringer om bl.a. jagtforholdene opgav de to ejere dog sagen, men dette fik Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen til at nedlægge påstand om, at den af Overtaksationskommissionen udmålte erstatning var for høj, og at en del af erstatningen – altså den fulde erstatning for forringet jagt – derfor skulle tilbagebetales. Landsretten gav på baggrund af erklæringerne Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen medhold i påstanden om tilbagebetaling af den udbetalte erstatning for forringet jagt.
Ejerne ankede sagen til Højesteret med påstand om frifindelse. For Højesteret blev der indhentet nye erklæringer om jagtforholdene, og ud fra en konkret vurdering fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at ejerne havde lidt et tab som følge af forringelse af jagten, efter at prøvestationen var opstillet. Højesteret fandt heller ikke, at ejerne havde påvist at have lidt et tab for midlertidig forringelse af jagten under opførelsen af prøvestationen. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.
Sagen er et eksempel på at sagkyndige erklæringer kan vende op og ned på en sag. I denne sag begyndte Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen som den sagsøgte, men endte med at være sagsøger. De to ejere må sige ikke at kunne løfte bevisbyrden for, at det var vindmøllerne, som var skyld i forringelsen af deres jagt. Som så meget andet i naturen, kan det være alle andre mulige forhold, som kan være svære at forklare.