Video som bevis i sager om f.eks. vold indgår ofte i anklagemyndighedens bevisfortegnelse. Det er standard procedure at politiet under efterforskningen af sagen indhenter optagelser fra lokationer på – eller omkring – gerningsstedet. Men problemet med video beviser er at f.eks. lysforhold eller hastigheden kan gøre det vanskeligt for både efterforskere, anklagere, forsvarer og retten at fastslå hvad det egentlig skete.
En sag for nylig viser dette, idet tre var tiltalt for vold efter straffelovens § 244 på grund af et slagsmål på et diskotek. Den forurettede havde anmeldt forholdet idet han overfor politiet oplyste at han var blevet slået og sparket på dansegulvet og at det skete helt uprovokeret.
I retten blev der vist en video som af optrinnet. På grund af dårlige lysforhold var kvaliteten i gengivelsen ikke så god, men optrinnets centrale personer kunne dog identificeres. Selve hændelsen gik meget hurtigt på gengivelsen i videoen.
Videoen blev vist flere gange i retten. Under forsvarerens afhøring af sagens personer, blev disse foreholdt gengivelser af videoen i ”still”- billeder og det kunne i retten påvises at der rent faktisk var den forurettede som slog, eller gjorde udfald mod de tiltalte, hvoraf to nægtede at have slået den forurettede, mens den 3. gjorde gældende at der var tale om nødværge, da han nikkede den forurettede en skalle. Domsmandsretten frifandt de 2 mens den 3. blev idømt 20 dages betinget fængsel.
Sagen viser at det kan være af afgørende betydning at videobevis kan vises i langsom gengivelse og – hvis det er muligt- kan opdeles helt ned til enkelte billeder. Hvis dette ikke var sket i denne sag, var det næppe blevet konstateret at den forurettede havde slået ud efter de påståede gerningsmænd, hvilket fik stor betydning for sagens udfald.