I en sag (herefter kaldet A) traf politiet afgørelse om at en borger kunne beholde sit jagttegn og våbenbeføjelser. I en anden sag (herefter kaldet B) traf politiet afgørelse om at en borger ikke kunne beholde sit jagttegn.
Det særlige ved disse sager er, at der var tale om samme omstændigheder men sagerne fik vidt forskellige udfald.
Omstændighederne i sag A var at en jæger i juni 2024 var blevet antruffet i byretten med en lommekniv idet han havde et lovligt ærinde. Lommekniven blev opdaget i metaldektoren og herefter blev polititiet tilkaldt. Jægeren blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Han valgte at vedtage en bøde på stedet.
Årsagen til at han havde lommekniven på sig var, at den blev brugt i det daglige arbejde til at åbne kasser med. Borgeren var i retten på en arbejdsdag. Borgeren havde ikke tidligere begået overtrædelser og var i gode personlige forhold.
Omstændighederne i sag B var at en borger i juni 2024 – altså på dagen efter sag A – i samme byret – blev antruffet med en lommekniv, idet han også havde et lovligt ærinde. Ligeledes blev politiet tilkaldt og borgeren blev sigtet for overtrædelse af knivloven og borgeren valgte at vedtage en bøde på stedet. Som i sag A, var årsagen til at borgeren havde lommekniven på sig, at borgeren bruger kniven i sit daglige arbejde sit gartneri. Han var ligeledes på arbejde, men havde et ærinde i byretten den pågældende dag. Borgeren havde ikke tidligere begået overtrædelser og var i gode personlige forhold.
Spørgsmålet her er hvordan politiet i to ens sager kan komme frem til vidt resultater. Borgeren i sag B står tilbage med et ubesvaret spørgsmål; Nemlig hvordan kan en anden borger få medhold, når jeg ikke kan i samme sag?
I søgen på at finde dette svar, som ikke fremgik at politiets afgørelse i sagen B, må man ty til at kigge på praksis i knivsager. Hvad skal der til for at miste sit jagttegn? – og hvad skal der til at beholde sit jagttegn?
Første udfordring var at finde ud af, hvad praksis er. Det viser sig nemlig at der ikke findes dokumenter som indeholder generelle retningslinjer for behandlingen af våbensager og ej heller dokumenter som indeholder en systematiseret gengivelse af praksis i bestemte sagsområder, som relaterer sig til behandlingen af sager hvor politiet træffer afgørelse om vandelsgodkendelse.
Den næste udfordring var at man ved en gennemgang af afgørelser, hvor der er truffet afgørelse om at borgere mister jagttegnet og sine våbenbeføjelser, ofte sker i sammenstød med andre overtrædelser af våbenloven samt straffeloven og lov om euforiserende stoffer, mens i sager, hvor borgere beholder jagttegnet og sine våbenbeføjelser, er blevet lagt vægt på f.eks. gode personlige forhold, overtrædelsens karakter, tidsperspektivet, sagens karakter, omstændighederne ved overtrædelsen.
Man kan ikke læse ud af disse afgørelser f.eks. hvad ”overtrædelsens karakter, tidsperspektivet, sagens karakter, omstændighederne ved overtrædelsen” er og hvad der er lagt vægt på.
Det er et problem, fordi der åbenbart kan opstå ens tilfælde som i sag A og B, hvilket skaber usikkerhed hos borgere hvad de kan forvente at gælde ret er i deres netop sag. Det rejser spørgsmålet om jægere og skytter kan forvente at få deres sag behandlet ens.
Det problem kunne afhjælpes ved at politiet offentliggjorde – f.eks. i en årsberetning – hvad nyeste praksis på forskellige områder er, så man kan følge med i, hvad retsstillingen er på et givent område indenfor våbenlovgivningen. Gerne mere åbenhed som det f.eks. kendes hos SKAT, som løbende offentliggør praksis. Bl.a. fordi SKAT i medfør af gældende lovgivning har vidtgående beføjelser.
Det er nødvendigt, fordi politiet også har vidtgående beføjelser i det skøn som foretages i medfør af Våbenbekendtgørelsens § 48. Her gælder reglen om at hvis politiet er ”betænkelig” med hensyn til borgeres adgang til våben, så kan jagttegn /tilladelser inddrages administrativt. Det er ikke nærmere defineret i loven eller tilgængelig praksis ”hvor meget der skal til at” for at betænkeligheden er berettiget.
Det skal sammenholdes med at politiet har skærpet sin tilgang til overtrædelser de seneste år. Særlig efter hændelsen i ”Fields”, hvor en psykisk uligevægtig person ulovligt skaffede sig adgang til skydevåben, som han brugte mod uskyldige civile.
Siden da har vi set at borgernes overtrædelser – også af langt mindre alvorlighed end tidligere – nu fører til at politiet starter en sag op om fortabelse af vandelsgodkendelse. Det har medført at politiets fokus nu, i langt større omfang end tidligere, bliver rettet mod ustraffede borgere med gode personlige forhold, som har begået / påstås at have begået en mindre lovovertrædelse (læs: dumme fejl), som ikke tidligere var belastende i relation til opretholdelsen af våbenbeføjelser.
Derfor er der behov for at borgerne kan holde sig orienteret om hvordan praksis i våbensager udvikler sig, således og at praksis ikke er noget, som udvikles ”as we go along”. Som advokat beskæftiger man sig ikke med hvad gældende ret bør være. Det er politikernes og interesseorganisationernes opgave. Men det ville være en stor hjælp, hvis man ved, hvad gældende ret faktisk er.